Skip to content

Articles

Bob Moore-Frihedens udfoldelse
By: Robin Petersen
Date: 08.10.2008 21:52
Af Robin W Petersen

BOB MOORE
FRIHEDENS UDFOLDELSE

Hellig 3 kongers aften, 6. januar 2008, forlod en af denne verdens største lærere i nyere tid, Bob Moore, det fysiske plan.
Bob blev født i det nordlige Irland i 1928. Han voksede op i et kvæker samfund. Studerede til præst. Men en afgørende oplevelse åbnede hans blik for en spiritualitet der ikke var inkluderet i den officielle kristendom, hvorfor han forlod præstestudiet, kort tid før sin ordinering.
Selv om den præst Bob studerede under ikke forstod Bobs beslutning, var hans respekt og kærlighed til Bob så dyb, at han uden for kirken gav Bob sin velsignelse og tilladelse til at velsigne andre.
En interesse for elektricitet / energi som var livslang bevirkede, at han uddannede sig til elektroingeniør og blev forretningsfører i et firma. En stilling han beholdt, indtil han i 1974 flyttede til Danmark på opfordring af nogle danske kursister.
Bob blev som ung bl.a. inspireret af Krishnamurti og studerede samtidig meditation, healing, energi og psykologi; naturlige interesser for hans højtudviklede menneskelige væsen og clairvoyante evner.
Indtil Bob flyttede til Danmark holdt han foredrag om energi rundt omkring i Storbritanien.
Fra 1982 og frem til sin “død” boede han sammen med sin livsledsager og uvurderlige støtte Anni i Ringkøbing, hvor han også havde sine meditations-, healings- og udviklingsgrupper.
Pga. Bobs unikke evner til at arbejde med mennesker, samt forståelse og respekt for individets måde at udvikle sig, havde han intet ønske om “at lave big business”, blive guru eller producere spirituel litteratur. For Bob var den personlige kontakt mellem lærer og elev afgørende. Bl.a. derfor blev han ikke den verdenskendte lærer hans kvaliteter så rigeligt rakte til.
Helbredet var noget Bob hele livet skulle vie ekstra opmærksomhed. I `99 måtte han således af helbredsgrunde indstille sin undervisning.

Som dreng opdagede han at kunne bevæge sin opmærksomhed fri af kroppen og fx overvære samtaler mellem mennesker, hvor han ikke selv var fysisk tilstede (astral projektion). Anden gang Bob praktiserede astral projektion, kom hans høje moralske niveau tilsyne, idet Bob spurgte sig selv: Hvorfor gør jeg dette? Da han ikke kunne finde et tilfredsstillende svar, ophørte han med den praksis.
Som læseren måske har fornemmet, havde jeg selv den store glæde at modtage undervisning af Bob Moore.
Når jeg skal forsøge at beskrive de kvaliteter som karakteriserer Bob, slår det mig, hvor helstøbt Bob er. Dog vil jeg fremhæve følgende: Hans kærlige menneskelige varme, stabilitet, tålmod, frihed, ydmyghed, præcision, visdom, almindelighed, humoristisk, uhøjtidelig, ansvar, mild og myndig, nærværende, ligeværdighed, omsorg, grounding, respekt og accept, for at nævne et par stykker. Læg dertil hans ro og varme dybe stemme.

Første gang jeg hørte om Bob var midt i `80`erne. Men dengang havde jeg fejlagtigt fået den opfattelse, at hans undervisning var inspireret af teosofien.
Om aftenen den 4. oktober `91 ringede en god ven og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme til Ringkøbing og forsøge komme med i en gruppe hos Bob som var startet tidligere på året og skulle mødes igen næste dag.
Næhh! Hvorfor skulle jeg dog det?
Desuden er der jo venteliste.
Nåhh ja! Man kunne jo altid se om det var noget.
Jamen jeg kører i aften!
Kan jeg overnatte hos dig?
Næste morgen forhører jeg mig hos Anni; sekretær, kasserer, chauffør, hundetæmmer m.m., om mulighederne for at komme ind i gruppen; hvorfor Anni går ind til Bob og forelægger situationen. Og lige netop da, idet jeg ser Bob tune ind på mig, for at sanse hvad det er for en fisk som er kommet uanmeldt, falder min falske attitude af ligegyldighed sammen, idet noget dybere i mig erkender mit behov. Så jeg smutter lige ud og får mig noget frisk luft.

Da alt ved Bobs undervisning var fuldstændig udramatisk, kom man let til at kede sig. Hvis altså man ikke kender til anden kontakt med sig selv end den emotionelle. Så en del kursister der ikke kunne sanse atmosfæren, forblive nærværende, var utålmodige, kedede sig i eget selskab, søgte en guru, eller måske blot havde andre behov, kom bare på gennemtræk.
Mr. Bimmer hed Anni og Bobs glade og friske golden retriever.
Idet man om morgenen nærmede sig den store villa, agerede Mr. Bimmer velkomstkomite. Gennem en rude fra gulv til loft i hallen fulgte han kursisterne komme. På lang afstand kunne man se hans glæde. Og i takt med at man nærmede sig, begyndte han at trippe fra det ene forben til det andet i stadig hurtigere tempo. Indtil det endte i det rene quickstep step og hilsen på indenfor. Så var den dag kommet godt i gang.
Da jeg ikke ønskede at belaste Bob unødigt, bad jeg gennem årene blot om en enkelt samtalesession med ham. Noget jeg husker fra samtalen inkluderede, at Bob stillede mig nogle spørgsmål som jeg besvarede, ikke med ord, men ved at mine chakraer pulserede idet en dybere følelse i mig udtrykte sig. Hvilket han tog som det svar det var, hvorpå vi talte videre. Og sådan er der så meget vi mennesker rummer som sjældent finder vej og får plads til at udtrykkes, fordi vi er så fastlåste i en bestemt, mere begrænset, verbal form for kommunikation.

Man skal ikke tro alt var let for Bob. Ikke mindst de første år efter sin ankomst til Danmark var svære. Og når et så rent lys træder frem, er der altid et mørke som bliver tiltrukket i et ubevidst forsøg på at destruere lyset. Således var der også af og til “glubske ulve” som under påskud af diverse ædle motiver angreb Bob. Som det er blevet sagt: When you step forward, you become a target!
(Idet du gør dig synlig, bliver du et mål for angreb).
Ja selv fra kursisterne kunne sådanne angreb forekomme, dog i mere moderat form. Egentlig naturligt, for vi mennesker kan have mange primitive tilbøjeligheder som periodisk søger udløsning. Den måde Bob forholdt sig i sådanne situationer var meget lærerige for mig. For alt imens jeg selv sad og kæmpede med en impuls til at smide pågældende ud af rummet, så jeg hvordan Bob ikke lukkede af over for sådanne primitive udtryk, men forblev sensitiv og åben, samtidig som han lod dem passere gennem sit energisystem, uden angrebet fandt noget reflekspunkt i ham.
Så er det man erkender, at ham der underviseren vist er “et par runder” længere fremme.
Det har stor betydning for os mennesker, at have kontakt til et medmenneske som er mere udviklet end en selv. Den inspiration dette giver, bringer mening, opløftelse og forbundethed til vor egen livsproces.

Det er ikke min hensigt her, at redegøre nærmere for Bobs arbejdsmetode. Jeg skal blot nævne følgende: Processen begyndte grundlæggende med elevens kontakt til sig selv og begyndende forståelse af sin egen situation / strukturer, som erkendes, accepteres, balanceres og stabiliseres så vidt muligt, via diverse øvelser over en årrække, i praksis gennem hele livet.
Slow, sloooowww, dead ssslloooooooowwww! Ja så langsomt, at eleven “risikerer” at komme tilstede i sig selv, arbejdede vi med øvelser som efterhånden inkluderede elevens kontakt med sin kvalitetsenergi. Bob introducerede aldrig øvelser med kontakt til noget der ikke allerede, dog ofte ubevidst, var tilstede i kursisternes energi- og bevidsthedsstruktur.
Fx introducerede Bob, en del år inde i forløbet, harmonisering af de 2 hjernehalvdele, det mask. / fem. hos eleven. Alt efter kursistens situation har sådanne øvelser forskellig effekt.
Jeg mindes en gang hvor en sådan øvelse afstedkom transcendens. I mit emotionelle “talent” for at overbevise mig selv om, at jeg nok havde udført øvelsen forkert siden jeg var gået ind i transcendens, henvendte jeg mig efterfølgende til Bob og forklarede ham mit “problem”.
Han smilede lidt skævt og svarede blot: Det var derfor vi lavede øvelsen (for at åbne til muligheden for transcendens).
Sådan havde og har jeg en dejlig følelse af, at den mand 100% ved hvad han laver.
Ud over “mantraet” med at udføre alle øvelser slow, var Bobs andet yndlingsmantra: What do you FEEL?
Vore emotionelle strukturer skaber et pres i vort eget psyko / energetiske system (os selv) som gør, at vi let mister kontakten til det vi har brug for at komme i kontakt med  (vore behov og kvaliteter). Ved at spørge: Hvad føler du? Spurgte Bob ind gennem den emotionelle forvirring, til et mere klart område af behov og følelser.

Ved flere lejligheder havde Bob og Anni den store glæde at møde Dalai Lama. I ham fandt Bob tydeligvis en “legekammerat” som var ham meget inspirerende. Og de 2 “drenge” tænkte tanker om skabelsen af et spirituelt universitet.
Der skal også her lyde en stor tak til Bobs livsledsager. For det var Anni som udgjorde det praktiske fundament der gjorde det muligt for Bob at fokusere på udfoldelsen af sine evner, samt var en væsentlig årsag til at årene med kurser i Ringkøbing blev en så opløftende tid for os alle.
Og hver gang Bob holdt fødselsdag, spillede han, i påskyndelse, en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, skrevet af John Denver, som meget praktisk hedder Annie`s song  (også sangens fremførelse var af John Denver). Papirslommetørklæderne var af mærket Kleenex.
Bob Moore var inspireret af bl.a., Taoismens energiforståelse, den gamle Ægyptiske kulturs præcision samt den Tibetanske buddhismes disciplin. Han anså præcision og disciplin for at være nødvendige balancerende faktorer som grundlag for tilsynekomsten af den kærlighed Kristus så ypperligt repræsenterer.
Bobs undervisning inkluderede ikke nogen tro ud over den hver enkelt måtte have. Som en konsekvens heraf og i forlængelse af dette, talte Bob aldrig om sin egen tro og spirituelle erfaringer i undervisningen, med mindre nogen direkte spurgte hen til disse forhold. Eleven var i fokus, ikke ham selv.
Bobs arbejde var / er derfor så neutralt og objektivt det er muligt for et subjekt, og har sit fokus i de energibevægelser og den tro ethvert individ måtte opleve, opbygge og udvikle kontakten til og derigennem berige også sin omverden.
Der var ved undervisningen ingen dogmatik eller ritualiserende trosstrukturer som udefra pålagde eleven en handle- eller tankenorm.
På det grundlag var Bobs undervisning reelt vanskelig for mange at forbinde sig med. For et er, at vi måske alle kan blive enige om, at frihed er et gode, noget helt andet er, at agere med det ansvar og modenhed som er frihedens fundament. Som en konsekvens af denne ultimative frihed, er den eneste “skole” Bob har efterladt sig; den enkeltes erfaringer samt kontakten med feltet gennem sig selv.
Den frihed Bob underviste ud fra var så gennemgribende og dog så integreret i Bobs væsen, at selv mange af kursisterne givet ikke har hæftet sig ved dette helt enestående aspekt.
Man kan så indvende, at med en så udstrakt grad af frihed, forbliver gruppefeltet diffust og ucentreret, men som det altid er hvor der er sand frihed, kan alle slappe af, være sig selv, åbne op, forbinde sig, være en del. Og det har selvfølgelig en konstruktiv effekt på gruppeenergien. Sand frihed forhindrer ikke, men øger, fokus og centrering. Ligesom Bobs egen centrering gjorde hans kvaliteter til en væsentlig del af atmosfæren.
Der var således fra Bobs side ingen bevidst eller ubevidst manipulation eller magtspil og projektioner “på kryds og tværs”, som det desværre ofte er tilfældet i selvudviklings og “spirituelle” kredse, ofte med afgrundsdyb desorientering til følge, idet kursisterne åbner sig hinsides egoets forsvar og underviseren ikke er den opgave voksen, men invaderer eller overfører sine ønsker og emotioner til elevens proces; ofte i en forskudt form, således at læreren forveksler sine impulser med spirituelle impulser og dermed undviger sine handlingers ansvar.
Bobs anvendelse af sine højtudviklede psykiske evner, var altid underlagt hans menneskelige kvaliteter og respekt for ethvert individ. Inklusiv de som modarbejdede ham, dog de ikke fattede det.
Men Bob kunne også være bestemt og afmålt hvis kursisterne vedvarende sad og “cyklede rundt” i sit ego. Set fra et højere niveau fungerer vort ego jo ofte som et ønske om at få ret / blive bekræftet. I det perspektiv repræsenterer egoet isolation og selvoptagethed (til orientering skal det nævnes, at alle jordboere har et ego, forskellen mellem dem er, at vor ens eget ego er forurettet/forurettethed, er alle andres ego møgirriterende).
Noget andet der for mig er unikt ved det energifelt som er lige så nærværende og tilgængeligt for os tidligere kursister, nu, som før Bob forlod det fysiske plan, er den lethed, klarhed og næring feltet rummer.
Ca. halvdelen af kursisterne var danske, resten kom primært fra Europa, men ikke mindst en del brasilianere kom for at lære spirituel samba.

Der er mange som forestiller sig, at spiritualitet og oplysning, kommer som   “et stort rabalder fra oven”.
En væsentlig del af udviklings- og dermed også oplysningsprocessen er en opløftelse “fra neden”. Således, at alt det, ikke mindst det ordinære, vi ofte ikke er tilstede i, men forholder os mere eller mindre irritable / intolerent til, som noget der dybest set skal overståes / er i vejen, belives med vågenhed, glæde, nærvær, følelse og en fylde af indre stilhed. Ikke således, at vi er vældig identificerede med at gøre disse ordinære ting, men ved, at enhver livssituation er belivet med vågenhed, glæde, nærvær, følelse og stilhedens fylde. Denne tilstand vokser naturligt frem, idet vi frigør os fra vore primitive tendenser. Det opleves som en væren i alt vi gør.
Tilstanden mistes igen via emotionernes / det primitives tilsynekomst i os. Og sådan veksler vi rytmisk mellem vor højere og lavere natur. Når vi har set, gennemlevet, forstået og aflagt vore grovere emotioner, opstår naturligt en permanent opløftet tilstand. Dette er oplysning fra neden.

Den del af Bobs undervisning som havde den allerstørste betydning for mig, var at sanse Bob. I den sansning var al Bobs undervisning inkluderet i selve hans adfærd, væsen og væren.
For at møde Bob, ikke “blot” som lærer, men ind i en gensidig udveksling, måtte jeg vokse op over min identifikation i rollen som den lille elev og Bob som den store lærer. Den proces kan mig bekendt kun lykkes i frihed, og opleves som glæden ved at mødes essentielt i frihed hele vejen fra “start til slut”. Dette møde mellem først lærer og elev og senere mellem 2, rummer en sublim kærlighed og glæde.

I foråret `99 havde Bob sin sidste officielle teachers group. Kroppen kunne ikke mere. Men havde det ikke været for Anni, havde Bob fortsat til han var “faldet endegyldigt om på scenen”. Hans fysiske vitalitet var tydeligvis for nedadgående samtidig som han blev mere transparent. Og det var meget rørende for mig, i en sidste kær kontakt med ham, at vise min omsorg og taknemmelighed og mærke ham tage imod, samt se, høre og mærke hans ydmyghed, drengede uskyld og ligeværdighed samt fuldstændige accept af sine livsomstændigheder.
I hele Bobs attitude udtrykte han usagt: Hermed har jeg gjort mit. Nu er det op til jer hvad der skal ske.
På samme kursus fik jeg lejlighed til at sige et par ord, hvormed jeg takkede for den frihed der var kommet til udtryk i al hans undervisning.
At sige et sidste farvel til et menneske med den betydning Bob havde haft for mig, blev en eksplosion af taknemmelighed, der udelukkede en eventuel forestilling om, at sige farvel mentalt balanceret og uemotionel.
Lige til sin bortgang arbejdede Bob på de indre planer og forblev klar i bevidstheden.

I den ene af de grupper hvori jeg deltog, havde vi den dejlige tradition, at nogle af kursisterne undervejs optrådte med alskens kreative udtryk.
Jeg vil afslutte denne lille artikkel til ære for Bob med et digt som blev oplæst i `96.
Til forståelse af digtet skal det nævnes, at Bob mere end 1 gang, ja mere end 3 gange, ja mere end det, fortalte om, hvordan han som lille dreng lærte noget om hvad skønhed er.
For Bobs far spillede violin. Ja, spillede, er måske lige at overdrive. For når Bob refererede til faderens violin spil, kunne man ligefrem høre, at der primært var tale om et forsøg. Men hver gang faderen øvede sig på violinen, placerede han en blomst foran sig.

BETWEEN FATHER AND SON AND EVERYONE

a little boy was born
between the green hills of an Irish song
a boy with hopes and wondering
a boy with inferiority* so strong

to grow as a human
has a price of accept and suffering
but to overcome oneself
is to overcome the whole world
the world is a violin
your heart is a flower
and your believes are the bow

to play the violin
bringing the sound to the heart
and let the flower unfold
that is only mastered by the very few
but to play the violin
as a prayer of the heart
that can be practiced by everyone

your realization gives strength to my believes
tells me that playing holds the sound of freedom and beauty
for that I give you my trust and openess
and I hope you will enjoy the music of my life

*inferiority: mindreværd

Tak for alt det du gav Bob.

MELLEM FADER OG SØN OG ALLE OG ENHVER

en lille dreng fødtes
mellem sange af grønne irske bakker
en dreng med håb og undren
en dreng med et mindreværd så stærkt

at vokse som menneske
sker ikke uden smerte og accept
men at overkomme sig selv
er at overkomme hele verden
verden er en violin
dit hjerte er en blomst
og din tro er buen

at spille violinen
så lyden åbner hjertet
og lader blomsten foldes ud
det mestrer kun ganske få
men at spille violinen
som en bøn af hjertet
det kan praktiseres af enhver

din realisering styrker min tro
frembringer klange af frihed og skønhed
derfor viser jeg dig åbenhed og tillid
og jeg håber du vil nyde mit livs melodi